Alex droppet til fordel for Mary og Frede
Når det engelske
kronprinspar, Kate og William, på onsdag gæster Unicef's Supply
Division Center i Danmark, er det ikke som ventet Grevinde
Alexandra, der skal tage imod dem, skriver Ekstra
Bladet.
Grevinde Alexandra er ellers det oplagte valg til at tage
imod de britiske kongelige, eftersom hun dels er protektor for
Unicef Danmark, men også fordi hun igennem flere år har fungeret
som organisationens ansigt udadtil.
"Nej, Alexandra er ikke med. Men jeg ved ikke hvorfor. Det
har slet ikke været inde i billedet," siger Unicef Danmarks
informationschef, Karin Aaen, til Ekstra Bladet.
I stedet skal Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary give
hånd til det nygifte engelske par.
Men det var først, da det blev kendt, at William og Kate kom
til Danmark, at de danske royale pludseligt blev interesserede i
Unicef-projektet.
Grevinde Alexandra, der har været protektor siden 2002, har
de senere år haft særligt fokus på Unicef's arbejde. Hele 20 gange
er hun nævnt på Unicefs hjemmeside, og hun har blandt andet besøgt
Indien, Bangladesh, Bulgarien og Sri Lanka for
organisationen.
Hoffet har ikke ønsket at kommentere historien over for
Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet
Kilde: Newspaq Nyheder

