Bamse får mindekoncert
Det bliver
ikke kun til begravelsen i kirken, at der bliver sunget for
Flemming Bamse Jørgensen.
De mange fans af den folkekære party-musikant får også mulighed for
at sige farvel ved en mindekoncert, afslører sangerens nu tidligere
manager over for B.T.
"Vi prøver at lave et eller andet, hvor folk kan møde op og
være med til at sige farvel som alternativ til begravelsen,"
siger John Madsen til avisen.
Samme avis beretter, at en stille begravelse forbeholdt familien og
de nærmeste netop var Bamses sidste ønske, før han nytårsnat sov
ind i en alder af 63 år.
Og skal man tro manageren, bliver det ikke svært at finde
kunstnere, der vil optræde ved den musikalske afsked.
"Det er helt sikkert, at der også er mange kunstnere og
solister, der gerne vil komme," fortæller John Madsen.
Manageren vil ikke ud med, hvilke kunstnere han har i kikkerten til
den højstemte koncert. Et bud kunne dog oplagt være, at sangere som
Michael Falch, Poul Krebs og Lars Lilholt har lyst til at bidrage.
De tre skrev alle personlige numre til Bamse sidste album 'Tæt På',
der udkom i 2010.
Kilde: Newspaq nyheder

