Danmark trak skræknummer til finalen
.jpg)
Det var to lettede medlemmer af A Friend In London, der mødte
Newspaq efter torsdagens semifinale. Men en ting overskygger den
lettelse. Drengene skal synge som land nummer tre i
finalen.
Det er kun sket en eneste gang tidligere i historien, at et land
har vundet fra startposition tre. Det var Irland i 1994. Og Esben
Svane fra bandet var også utilfreds.
"Jeg havde helt sikkert håbet på et højt nummer," siger
han.
Det var hans fingre, der var i bowlen for at finde Danmarks
placering i finalen.
Bandmedlemmet Sebastian Olsen tager det hele lidt mere med
sindsro.
"Jeg tror, det er udmærket at være i starten. Det er i hvert fald
ikke helt dårligt - og det handler jo om at have en god sang,"
siger han.
Men startpositionen betyder meget i grand prix-sammenhæng. Det
fortæller to medlemmer af den danske fanklub, der er i Düsseldorf
for at følge de danske drenge.
"Jo højere et startnummer, jo bedre. Det her er altså ikke godt,"
siger Jens Erik Møller, der er redaktør på fanklubbens grand
prix-blad.
Trods den uheldige afslutning på danskernes glade aften, kunne A
Friend In London ikke gemme begejstringen over at have nået
finalen.
"Vi er så lettede. Vi var ret nervøse, så det var så fedt, da vi
blev råbt op. Vi tænkte bare...YES!," siger Esben Svane, før han
sammen med Sebastian, Aske og Tim drog tilbage til hotellet for at
fejre det hele med en enkelt øl.
Af: Anders Reinholdt Jonssen
Kilde: Newspaq nyheder
13/05-2011

