Dansk skomager blacklistet af Kylie
Alle kan jo få brug for at få sine sko til kærlig
behandling hos skomageren, også verdensstjerner som Kylie
Minogue.
Dagen før premieren på sin verdensturné skulle fem par af den
australske popstjernes støvler fra Dolce & Gabbana til en
skomager i Herning. De skulle forsynes med en ny gummisål, så de
var skridsikre til showet lørdag aften i Herning.
Skomageren, Jack Madsen, der tog imod skoene, syntes, det var en
sjov historie til det lokale folkeblad i Herning. Det synes
folkebladet da også.
Men det endte med at blive en lille historie i mange danske medier. Det gjorde den smukke sangerinde sur, og Jack Madsen fik en opringning om, at hans VIP-pladser til koncerten lørdag aften var annulleret på grund af hans mangel på diskretion.
"Jeg har ikke været ude i et ærinde med at gøre hende ked af det eller krænke hende. Havde jeg fået at vide af hendes manager, at det var under fuld diskretion, så havde jeg da ikke sagt et ord," siger Jack Madsen til B.T.
Kylie Minogue er aktuel med sit 11. studiealbum 'Aphrodite', som blandt andet hitter med den splinternye single 'Get Outta My Way'
Af: Louise Sømoe
Kilde: Newspaq nyheder
22/02-2011

