Danske Ida skal spille bas med Prince!
Navnet Ida Kirstine Nielsen var indtil for få dage siden
temmelig ukendt i Danmark.
Men efter at den funky bassist er blevet hyret af ingen ringere end
Prince til en række koncerter i Europa, er hendes navn gået landet
over i medierne.
Ida Kirstine Nielsen er dog ikke noget ubeskrevet blad
internationalt.
Under navnet Bassida aka Ida Funkhouser og sit medlemsskab af det
belgiske band Zap Mama har hun en stor fanskare på videotjenesten
YouTube. Her er et af klippene med hende blevet set over 150.000
gange.
Ida Kirstine Nielsen rejser nu til Princes hjemby Minneapolis for
at øve med bandet op til turneen.
Prince og band gæster Europa i oktober og november. 20. oktober
lægger han vejen forbi Forum i København og to dage senere spiller
han i MCH Herning Arena.
Kilde: Newspaq nyheder
På et andet klip kan du se den dygtige danske bassist demonstrere nyt basudstyr på Namm-musikmessen i USA sidste år.

