Duné forsvarer sig efter udsmidning
Det var nok ikke lige den afslutning på bandets
koncert, som de havde regnet med, da bandet Dúné blev smidt ud af
Skive Festival, årsagen var efter sigende en slåskamp.
Men bandet oplyser nu, at det ikke var alle bandmedlemmer, der var
involveret i hændelsen, og at der ikke var tale om en
slåskamp.
"Selvom vi ikke ønsker at gå i detaljer, kan vi alle sige, at
det eneste band-medlem, der var til stede under hændelsen, var Ole
Bjørn, og han handlede kun i selvforsvar," skriver Dúné på
deres hjemmeside.
Bandet oplyser samtidig, at ingen af medlemmerne på noget tidspunkt
var aggressive eller oppe at slås.
"Men Ole blev smidt ud fra festivalen. Dem, der nogensinde har
mødt os, ved, at vi står for alt andet end vold og
aggression," skriver de.
Episoden opstod, da der skulle festes efter koncerten. Da
gæstelisten var fuld, besluttede bandet sig nemlig for at forsøge
at få deres venner med ind alligevel. Da det blev opdaget, blev
vennerne og altså Ole Bjørn, der spiller synthesizer i bandet,
bortvist.
Kilde: Dúné
Kilde: Newspaq nyheder
Foto: Jacob Stigsen Andersen, MJA

