Factor-Sarah arbejder i dag i Build a Bear
Det var tæt løb, da Sarah i marts 2011 tog alle med storm og
vandt X Factor. I dag er der knap så meget rift om den unge
sangfugl.
DR's ungdomsprogram Mama har fundet ud af, at Sarah i dag arbejder
i legetøjsbutikken Build a Bear. De har opsøgt den for nylig så
populære pige i Tivoli, hvor butikken ligger, for at blive klogere
på, hvad der er sket på den relativt korte tid.
I programmet, som bliver sendt i aften på DR HD, bliver hun spurgt,
om hun føler, hun har fået det ud af X Factor, som hun
forventede.
"Der bliver jeg desværre nødt til at sige nej. Det føler jeg
virkelig ikke, jeg har. Hvis jeg havde kæmpet mere fra bunden, tror
jeg, at folk ville have haft mere respekt for mig og ikke tænkt så
mange dårlige ting om mig. Der er mange, der er sådan 'hun er
kendt, hun er sikkert en arrogant nar,'" siger Sarah til DR.
Teenager-stjernen udgav i august 2011 en plade med titlen
Hjerteskud. Flere kendte komponister og producere såsom Rasmus
Seebach medvirkede på pladen.
Albummet solgte godt i starten, men kurven gik hurtigt i bund,
måske fordi pladen fik meget hård kritik i aviserne.
Sarah fortæller til DR Mama, at hun brændende ønsker at komme til
at udgive et album på et tidspunkt. Et album hvor hun selv kan
komme mere i front med udtrykket i sangene.
Kilde: Politiken
Kilde: Newspaq nyheder

