|
Dokumentaren 'Ubesejret' om hockey-moren Sarah Palin fra Alaska
får premiere i weekenden. Men kan 'den ubesejrede' slå
Potter?
Sarah Palin er ved at køre sig i stilling som republikansk
præsidentkandidat og påstår selv, at hun kan slå Obama, hvis hun
får chancen.
Men en ting er at besejre verdens mægtigste mand. Kan Sarah Palin
også vinde over verdens mægtigste dreng?
Det vil weekenden vise, hvor dokumentaren 'Ubesejret' rammer de
amerikanske biografer. Dokumentaren er, ifølge tv-stationen
Foxnews, et portræt af en ærlig og utrættelig kvinde, der trods
konstant kritik aldrig bukker under.
Men kan Sarah Palin også modstå presset fra universets mægtigste
dreng, eller bukker hun under, når filmgængerne i weekenden skal
vælge mellem 'Harry Potter og dødsregalierne' eller
'Ubesejret'?
Harry Potter fejrer lige nu store sejre i biograferne og fejer al
modstand til side, så Palin må finde sin bedste tryllestav frem,
hvis hun vil skubbe ham til side.
Filmen har fået en lidt blandet medfart af kritikerne. På den ene
side var Foxnews ret begejstrede, mens New York Times' anmelder på
den anden side skriver, at filmen var bombastisk og
klynkende.
"[Filmen] er så partisk, at den får Richard Nixon til at ligne
Abraham Lincoln. Den mindede mig om en hjernevask"
|