Infernal-sangerindes barn tæt på hjernedød
X-Factor-dommerens datter var i alvorlig fare kort efter sin
fødsel. Nu langer stjernen ud efter sygehusvæsenet.
Langt fra alt var lutter baby-lykke og idyl, da Lina Rafn i marts
fødte datteren Karmen. Den nyfødte fik ikke nok næring og var i
risiko for at blive hjernedød. Det fortæller sangeren til Ekstra
Bladet.
To dage efter fødslen på Hvidovre Hospital valgte Rafn sammen med
kæreste Kasper Pertho og den nyfødte datter at tjekke ind på
Barselshotellet på Gentofte Hotel frem for bare at tage hjem. Og
det viste sig at være en fornuftig beslutning, selvom personalet
havde en chokerende melding til de nybagte forældre.
"Da vi tjekkede ind på Barselshotellet, kiggede de to
jordemødre på hende og spurgte "Hvad har de gjort ved jer?" Hun var
sløv og blev lagt i drop med det samme, fordi hun var så
dehydreret," fortæller Lina Rafn til avisen.
Infernal-sangerinden havde ikke haft succes med at lægge Karmen til
brystet, så den nyfødte pige var både dehydreret og havde tabt sig
meget siden fødslen. Det bragte hende i farezonen for at pådrage
sig hjerneskader, fortalte jordemødrene på Barselshotellet.
Alligevel havde lægerne på hospitalet kort forinden valgt at
udskrive både mor og datter. Det får nu tv-stjernen til at lange
kraftigt ud efter sygehusvæsenet.
"Det er jo uansvarligt, som det foregår. Man sender mødrene
hjem, og når de er kommet hjem, begynder mælken at løbe til, men
kvinderne ved ikke, hvordan man gør det. Jeg er virkelig
pissed," siger den frustrerede mor.
Dommeren fra X-Factor mener i stedet, at kvinder burde blive på
barselsgangen i mindst en uge, ligesom dengang hendes mors
generation var i den fødende alder.
Kilde: Newspaq nyheder

