Instruktør vil ha' Matt Damon som præsident
Politik handler om at slå igennem med sin dagsorden
og have massiv vælgerappel. Og det opnår man da nemmest, hvis man i
forvejen er kendt.
Sådan lyder logikken bag et forslag fra filmmanden Michael Moore,
som foreslår, at skuespilleren Matt Damon stiller op som
præsidentkandidat for demokraterne.
"Hvis du vil vinde, har republikanerne helt sikkert vist vejen.
Hvis du vælger en populær kandidat, så er der gode chancer for at
vinde. Selv med en skuespiller vinder man," sagde Michael Moore i
en online diskussion på debathjemmesiden firedoglake.com.
Matt Damon har de senere år påtaget sig en mere og mere tydelig
politisk rolle som talerør for antirepublikanske værdier. Han
udtrykker også ofte sin utilfredshed med de amerikanske politikere,
og da han forleden kritiserede parlamentet for uroen omkring
forhøjelsen af USA's gældsloft, gik der et lys op for Michael
Moore.
"Jeg synes, at han har været meget modig. Han har ikke taget sig
af, hvem han fornærmer ved at sige de ting, der bliver nødt til at
blive sagt," siger Michael Moore, som drømmer om at danne sit eget
parti, som lytter meget mere til, hvad vælgerne vil have.
Kilde: firedoglake.com
Kilde: Newspaq nyheder

