Kostbart Titanic-smykke snuppet fra Tivoli
En
kostbart og uerstattelig halskæde er blevet stjålet fra en
udstilling om Titanic på H.C. Andersen slottet i Tivoli.
Halskæden, der har en værdi af 14.000 euro (ca. 105.000 kroner,
red.), blev stjålet mellem klokken 10.15 og 12.33 i lørdags fra
udstillingen 'Titanic - The Exhibition'. Der er en dusør for
oplysninger, der kan skaffe halskæden tilbage på 1.000 euro (ca.
7.500 kroner, red.)
Det var rigmandsfamilien Widener, der ejede smykket.
Widener-familien var en af de rigeste familier ombord på Titanic,
da det sank i 1912.
"Kæden har angiveligt en værdi på ca. 14.000 Euro og måske endnu
mere, hvis den blev solgt på en auktion. Kæden vil dog ikke være
mulig at sælge offentligt, da den er internationalt kendt," siger
Luis Ferreiro fra Musealia, der ejer udstillingen.
Hvordan det er lykkes at stjæle smykket er en gåde. En eller flere
tyve har fået adgang til en montre i åbningstiden og på den måde
fået fat i halskæden. Udstillingen blev sikkerhedsgodkendt tilbage
i april måned, men nu drøfter man, om der er behov for yderligere
sikkerhedsforanstaltninger.
Næste år er det 100 år siden, at det verdensberømte skib 'Titanic'
sank med 2.207 passagerer ombord. Skibets forlis har igennem
tiderne været diskuteret vidt og bredt og har også resulteret i
filmen 'Titanic', som er set af millioner af mennesker verden
over.
Udstillingen om skibet har her i Danmark været besøgt af 50.000
gæster.
Kilde: Newspaq nyheder

