Metroen indtaget af morgenkys
Det tager ikke mere end to
minutter at køre under de københavnske gader i metro fra Nørreport
til Kgs. Nytorv. Alligevel nåede 70 mennesker at finde en at kysse
med på den korte strækning.
Midt i morgenmyldret blev metrotoget nemlig ikke kun fyldt af
folk på vej til arbejde. En såkaldt flash mob bestående af 70
personer steg også ombord for at skabe lidt romantik i luften i
anledning af Valentins Dag.
Rundt omkring mellem de intetanende metro-passagerer gik de 35 par
pludselig i kødet på hinanden og begyndte at kysse.
Det hele blev foreviget af tre fotografer, og videoen findes nu på
Youtube.
En flash mob består af en gruppe mennesker, der pludseligt samles på et offentligt sted, hvor de udfører en usædvanlig og ofte morsom handling, før de lige så pludseligt forsvinder ud i byrummet igen.
Det overraskende kysse-event i metroen fik flere af de øvrige
passagerer til at grine og enkelte blev så smittede af stemningen,
at de også selv kastede sig over kysseriet.
Den kysseglade happening var arrangeret af Anton Berg som led i
markedsføringen af en ny kollektion af "kærligheds-chokolader".
Af: Daniel Larsen
Kilde: Newspaq nyheder

