Nu er kronprins Frederik fortid på Facebook
Det vakte en del opsigt, da B.T. i går kunne
afsløre, at Danmarks kronprins havde en profil på Facebook.
Under sit dæknavn, Jens Peter Hansen, havde kronprins Frederik samlet sig 21 venner på det sociale medie.
Efter historien er Jens Peter Hansens profil dog blevet lukket. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
B.T. kan i dagens avis afsløre, at der rent faktisk er tale om kronprinsen. Avisen har kontaktet flere af Facebook-vennerne, som i knap så heldige vendinger tager afstand fra deres kendskab til Jens Peter Hansen.
"Jeg vil helst ikke udtale mig om det. Det må han... Det må vedkommende selv vurdere. Du må ikke misforstå mig. Jeg kan bare ikke rigtigt gøre så meget andet," siger en af vennerne, Søren Lauritsen, til B.T.
Kongehuset har endnu ikke udtalt sig i sagen, men Jens Peter Hansen er altså fortid på Facebook.
Af: Christoffer Josefsen
Kilde: Newspaq nyheder
05/04-2011

