Nu ligger Bamse nr. 1
Lørdagens absolutte hitliste højdespringer døde i
nat.
15 ud af de 50 mest downloadede albums lørdag var klokken 17:27
Bamse-albums på Danmarks største online-musiktjeneste, TDC
Play.
Det viser, hvor savnet Flemming Bamse Jørgensen allerede er efter
sin pludselig død natten til 1. januar.
Hans pladeselskabsdirektør, Jens Ove Friis, er helt sikker på, at
Bamse ikke ryger ned ad listerne igen lige med det samme.
"Flemming var én af de få sangere, der faktisk kunne synge godt i
ordets forstand. Han sang lige efter bogen og kunne også give sange
liv; han var en fremragende formidler," fortæller Jens Ove Friis
fra RecArt til Newspaq.
Han mener samtidig, at man kan beskrive Bamses karriere og hans
person med to skarpe ord.
"Kærlighed og professionalisme - det er, hvad han rummede.
Kærlighed til sit fag og til de mennesker, han var omgivet af, og
professionalisme i forhold til altid at levere og altid at
respektere sit publikum og sine medmusikanter," lyder beskrivelsen
fra pladeselskabsdirektøren, der har arbejdet sammen med Bamse
siden 1993.
Jens Ove Friis mener ikke, der står nogen på vej til at overtage
Flemming Bamse Jørgensens plads på den danske musikhylde.
"Der er ganske enkelt ikke nogen, der kan sammenlignes med Bamse.
Han havde sin helt egen niche," lyder hans sidste ord.
Af: Søren Strandman-Møller
Kilde: Newspaq nyheder

