Rockband vil indspille musik i rummet
Man kan ikke påstå, at rockstjerner er beskedne,
men engelske Muse sprænger nu alle rammer. En rumraket skal gøre
dem til ægte stjerner.
Det engelske rockband Muse er kendt for at holde ekstravagante
koncerter og fyre den totalt af. Men nu satser bandet på at miste
jordforbindelsen fuldstændigt. Bandmedlemmerne håber nemlig at fyre
sig selv af i bogstaveligste forstand - helt ud i rummet.
Forsanger Matt Bellamy har allerede en plan for, hvordan planen
skal vækkes til live. Når den engelske forretningsmand Richard
Branson sender sine første rum-turistfærger i luften, håber
Bellamy, at Muse får plads ombord, skriver hjemmesiden
FemaleFirst.co.uk.
"Vi prøver at blaffe os ombord. Jeg vil forsøge at overtale Richard
til at lade os indspille en musikvideo eller en sang deroppe. Det
tror jeg ville være sejt," siger han til hjemmesiden.
Matt Bellamy, som er forlovet med højgravide Kate Hudson, har været
fascineret af rummet - og ikke mindst månen - siden han fik et
teleskop af en gruppe russiske fans, da bandet optrådte i
Moskva.
"Det er en stor, seriøs tingest. Jeg satte den op, da jeg kom hjem,
og kiggede på månen. Fucking hell, har du nogen sinde set på månen
gennem et teleskop? Den er spækket med bjerge og ting. Det er
ufatteligt," siger den begejstrede forsanger.
Det er ikke første gang, Muse viser interesse for rummet. Deres
fjerde plade hedder 'Black Holes and Revelations' (Sorte Huller og
Åbenbaringer, red.). Men mon ikke bandet styrer uden om de sorte
huller denne gang.
Kilde: femalefirst.co.uk
Kilde: Newspaq nyheder

