Sommeren er tilbage i Sunny Beach
Der bliver endnu en gang virkelig gået til den i det bulgarske ferieparadis, når anden sæson af reportageserien 'Sommer i Sunny Beach' mandag ruller over de danske tv-skærme.
Og igen er bartenderne 'Flotte fyr', Mikkel og Jeppe klar, når der skal shakes cocktails og scores piger på danskerbaren 'Den Glade Viking'.
- Jeg savner Sunny Beach. Jeg kan godt lide at være her. Det er en del af mit liv nu så at sige. Jeg er blevet rigtig gode venner med dem, der er hernede, så jeg måtte bare tilbage og være med, siger Mark, der bedre er kendt under navnet 'Flotte fyr'.
Men det er ikke kun for festens og damernes skyld, at flere af de gamle kendinge er vendt tilbage. Arbejdet på Vikingen giver nemlig også mange fremadrettede muligheder, forklarer drengene.
- Man får rigtig mange nye kompetencer hernede, som man kan bruge, når man kommer hjem til Danmark igen. Du møder rigtig mange mennesker fra hele Europa og får rigtig mange kontakter, fortæller Mikkel.
Men nye ansigter er også at finde bag baren - blandt andre kan man møde landmandsdrengen 'Farmer', 'Absinth Olsen' og Jannik.
- Nu har jeg aldrig oplevet ret meget. Jeg er opvokset på landet og gjort hvad jeg skulle. Så tog jeg til Sunny Beach, og det var et kæmpe spring. Da jeg så fik tilbuddet om at være med i programmet, tænkte jeg hvorfor ikke?, siger 'Farmer', hvis borgerlige navn er Jacob.
Og piger er der vanen tro også masser af. Heriblandt tre nye guidepiger, der kun glæder sig til at kunne gense deres bulgarske udskejelser på tv. Men det er ikke kendisfaktoren, der har ført pigerne til Sunny Beach, forklarer de.
- Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, hvordan sådan noget foregår. Det er ikke for at blive kendt. Det kan da godt være, at man bliver genkendt bagefter, men det er i et år, så kommer der en ny sæson, og så er man glemt igen, siger den nye guide Sidsel.
Nej, det er Sunny Beachs evige fest, der var den mest lokkende faktor, fastslår pigerne.
- Folk smider hæmningerne hernede. Når den lille stille mus får lidt at drikke hernede, står hun pludselig på baren og smider trøjen, så folk tænker 'wow', hvad skete der dér?", siger Christina, der ligeledes er et af programseriens de nye ansigter.
Kilde: www.eb.dk

