Thomas IKKE videre i Voice på TV2
Så gik den ikke længere.
23-årige Thomas Solnæs fra Ans var ikke blandt de seks, der lørdag
aften gik videre i TV 2s store live-show »Voice - Danmarks største
stemme«.
I går eftermiddag sad han på hotelværelset i København sammen med
sin storebror og fætter samt Danmarks nye rockmama 43-årige Liv
Skotte og hendes datter Rosa, der begge gik videre i konkurrencen.
De sad og genså showet fra lørdag aften efter en lang nat i
byen.
Thomas var endnu ikke kommet sig helt over skuffelsen.
- Jeg ved godt, at sådan er gamet. Så jeg har det fint nok, men
selvfølgelig er det ærgerligt, siger han.
Han kan ikke huske ret meget fra, da han stod på scenen foran 700
publikummer og en masse kameraer.
- Det var vildt at stå der, og jeg var selvfølgelig også en smule
nervøs og rørt. Jeg kan ikke huske, hvordan det gik med sangen,
fortæller Thomas.
Han sang sangen »Red« og efterfølgende kommenterede hans personlige
coach Lene Nystrøm hans sang. Herudover fik coachen Sharin Foo
ordet, og hun syntes, han gjorde det godt, men at der var et par
steder i sangen, hvor det godt kunne være gjort bedre.
- Jeg synes måske, det var lidt mærkeligt, at hun skulle sige det
som eneste kommentar. Men det var ikke det, der afgjorde det. De
andre var bare bedre. De fik flere stemmer, fortæller Thomas.
Han skal lige bruge et par dage på at komme sig over skuffelsen og
komme tilbage til en normal hverdag.
- Det har været en af de helt store oplevelser, og jeg vil være
klar til at reflektere over det om et par dage, siger han.
Thomas Solnæs vil fortsat gerne bruge meget tid på musik fremover.
Men måske bliver musikken ikke ligefrem hans levevej. Det vil tiden
vise. Der er endnu ikke kommet en producer og har tilbudt ham en
pladekontrakt.
- Men lad os nu se. Det er jo kun søndag, smiler Thomas.
Kilde: MJA.DK

