Timberlake forsvarer Facebook-chef
Opfinderen af Facebook
beskyldes for at købe sig til god presse med en kæmpe pose
velgørenhedspenge. Vås, svarer Justin Timberlake.
Kritikken har i den senere tid haglet ned over Mark Zuckerberg,
manden bag internetfænomenet Facebook.
Senest er den stenrige computernørd blevet beskyldt for at yde et
bidrag på 550 millioner kroner til nedslidte skoler i USA alene for
at få positiv medieomtale, ikke for at støtte den gode sag.
Men anklagerne er noget vrøvl, mener popstjernen Justin Timberlake,
som har kastet sig over skuespillet i den nye spillefilm 'The
Social Network', der netop handler om Facebook.
"En donation i enhver form og facon, især en så stor, skal mødes
med tak - snarere end at betvivle årsagen bag, hvorfor han har
gjort det," lyder det fra Timberlake ifølge
femalefirst.co.uk.
Zuckerberg lancerede Facebook fra sit kollegieværelse i 2004. I
starten var det sociale netværkssite, propfyldt med
druktursbilleder og halvbegavede statusopdateringer, kun tiltænkt
studerende på Harvard.
Mark Zuckerberg besluttede sig dog inden længe for at sprede
konceptet til andre universiteter i USA, og siden har fænomenet
gået sin sejrsgang verden over og mønstrer i dag over 500 millioner
mennesker.
Kilde: Newspaq nyheder

