TV 2 chef skuffet over 'Den som dræber'
Det skulle have være TV2's nye store flagskib, som
masser af tv-seere tændte for søndag efter søndag.
Men i stedet er den endt med at blive en synkende skude, hvor
seerne flygter i hobetal.
Med seertal så lave som 619.000 har de sidste afsnit af dramaserien
'Den som dræber' på TV2 for alvor fået kritik med på vejen.
Og nu er TV2 da også gået i tænkeboks for at overveje, om den
voldsomme krimiserie om drabssektionen i København skal have lov at
fortsætte efter sidste afsnit i aftes, skriver B.T.
"Hvis du spørger, om vi er tilfredse med seertallet eller
seerudviklingen på 'Den som dræber', så er svaret: Nej, det er vi
ikke", siger Merete Eldrup, administrerende direktør, til
avisen.
"Vi startede jo langt over en million. Og så har vi været nede
og vende på mellem 600.000 og 800.000. Og noget af det har haft at
gøre med vejret, som pludselig blev godt i påsken. Men det kan vi
ikke bruge til noget. Når vi laver sådan en serie, så skal der
sidde over en million", lyder dommen.
Kilde: B.T
Kilde: Newspaq nyheder

