Vi vil vide intime ting om kandidaterne
Hvordan ser Lars Løkke Rasmussen ud i cykeltøj? Og er
Johanne Schmidt-Nielsen mon i et forhold?
Politikerne håber i disse dage, at danskerne sidder klistret til
skærmen for at få ny viden om kandidater og partier. Men det er
slet ikke de foretrukne emner som vækst, bolig eller efterløn, der
bliver søgt på, når danskerne sidder foran
computerskærmen.
Det viser en google-søgning på partilederne.
Google registrerer nemlig de søge-forespørgsler, der bliver lavet
flest gange, og lægger dem i rækkefølge under søgefeltet som
forslag, når du skriver dit søgeord.
Helle Thorning-Schmidt (S) bliver måske ked af at høre, at de
fleste søgninger på hende er "nøgen". Og i Lars Løkke Rasmussens
(V) tilfælde er vælgerne mere interesserede i hans højde end i
holdbar vækst.
Af uvisse årsager er "højde" også danskernes foretrukne ord, når de
søger på Liberal Alliances leder Anders Samuelsen.
For kristendemokraten Per Ørum Jørgensen vil danskerne helst høre
hans skilsmisse og hans alkoholforbrug. Og ikke overraskende vil
rigtig mange høre Villy Søvndal (SF) tale dårligt
engelsk.
I SF-lederens tilfælde er interessen for hans sprog så
overvældende, at hele tre ud af fire tilfælde handler om det. Kun
ordet "datter" sniger sig ind på en tredjeplads, ellers er
søgeforslagene: engelsk, Monty Python, taler engelsk.
Du kan undlade at søge efter Søvndals sprogfadæser, og
klikke her for at se ham tale engelsk. Og her
er Monty Python-udgaven.
Mange har åbenbart været interesserede i det omstridte spil, hvor
man kunne kaste sko efter Pia Kjærsgaard. I hvert fald ligger
"spil" højt på DF-lederens søgeliste.
For Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er det ligesom Helle
Thorning ordet "nøgen", der topper søgelisten. Og dernæst er folket
interesserede i at se, om hun mon har en kæreste?
Umiddelbart er der ikke så mange, der er interesserede i at se Lars
Barfoed (K) nøgen. Her vil vælgerne rent faktisk se på mere seriøse
ting som hans cv og euro'en.
Også Margrethe Vestager (R) topper listen over seriøse
google-søgninger. Øverst i søgeforslagene ligger hendes rapport
"Værdier i virkeligheden" fra hendes tid som undervisningsminister.
Og forlag fire hedder såmænd "som statsminister."
Søgning på brugerleksionet Wikipedia (wiki) sniger sig ind på fem
af de ni partilederes top-firesøgning.
Kilde: Newspaq Nyheder

