Wyclef Jean VIL være præsident
"Ready or not - here I come. You can't hide," lyder et af Fugees
største hits.
Og det er et mantra, som Fugees rapper, Wyclef Jean, følger meget
kraftigt i disse dage.
Han
nægter nemlig at opgive sin drøm om at blive Haitis næste
præsident.
I fredags fik han ellers en spand kold vand i hovedet, efter at
Haitis valgkommission nægtede at lade ham stille op som
præsidentkandidat. Årsagen er, at han ikke har boet i Haiti i de
seneste fem år, som loven kræver.
Men nu tager mangemillionæren det tunge skyts i brug og har hyret
en række advokater til at appellere afgørelsen.
Det melder han ud på sin Twitter-profil og til AP søndag.
Den 40-årige Wyclef siger, at politikerne på Haiti for enhver pris
prøver at sætte en stopper for ham. Han siger til AP, at han har et
dokument, 'som viser, at alt er korrekt' i forhold til at blive en
af Haitis præsidentkandidater.
Hans argument er, at han blev udpeget som ambassadør i 2007 af
præsidenten og derfor ikke behøver at ligge under for den femårige
bopælsregel.
På grund af afvisningen i fredags, har rapperen udskudt sin flytur
til familien i New Jersey og er stadig i sit hjem i Croix des
Bouquets, en forstad til landets fattige hovedstad,
Port-au-Prince.
Her nyder stjernen stor opbakning, og rygterne svirrer om en stor
demonstration til fordel for rapperen i hovedstaden, som er kendt
for dets store slum- og ghettoområder med voldsom kriminalitet,
vold og skyderier.
Kilde: Newspaq nyheder

