X Factor-vinder udskyder album
Ved det storslåede finaleshow i Parken tilbage i marts måned
blev dette års vinder af X Factor hyldet i stor stil.
Der var hentet kæmpe stjerner ind til showet, og der var lagt op
til en helt eminent opfølgning på succesen. Et album måtte være
lige om hjørnet. Ligesom med Linda og Martin.
Men lige så hurtigt som X Factor-vinderen, Thomas, var blevet
hverdagsstof i pressen, lige så hurtigt var det som om den
forsigtige skolelærer forsvandt fra jordens overflade.
Og han er ikke kommet tilbage igen.
Den seneste besked fra Sony Music er, at tålmodigheden skal
strækkes lidt endnu, først i 2011 forventes et album fra Thomas at
komme på gaden.
"Men mon ikke vi udsender en single i løbet af efteråret. Det er
bare 14 dage siden, vi begyndte at kigge på det kreative," siger
communication manager Karina Foss fra Sony Music til
ekstrabladet.dk
Måske kommer der en single allerede i efteråret, men det er stadig
usikkert.
"Det er vigtigt for os, at udtrykket bliver så ærligt som muligt.
Det må ikke lyde konstrueret. Vi arbejder med Thomas, som vi for
eksempel også gør med Outlandish og Fallulah," siger Karina
Foss.
Og det er tydeligvis et arbejde, som tager sin tid.
Kilde: Newspaq nyheder

