Bier vinder Golden Globe
Der var hæder og ære til dansk film,
da filminstruktøren Susanne Bier i nat - dansk tid - vandt en
Golden Globe for sin film 'Hævnen'.
Det er blot fjerede gang en dansk film vinder den prestigefylde
award og det var derfor også en meget glad Susanne Bier, der modtog
prisen for bedste ikke engelsksprogede film. Og selvom den 50-årige
danske filminstruktør havde forberedt en tale, så var det meget
overvældende at vinde statuetten.
"Jeg blev hylet helt ud af den. Jeg gik i sort. Det var vildt
pinligt," fortæller Susanne Bier fra Los Angeles til Ekstra
Bladet.
"Jeg havde ellers siddet og drukket mineralvand hele aftenen
for at holde mig ædru, hvis jeg nu skulle op og holde tale,"
siger hun til avisen.
Efter prisen var i hus droppede danskeren vandflasken og gik over
til bobler.
"Nu står resten af aftenen på vin og champagne," forsikrer
hun.
Traditionen byder, at succes ved Golden Globe Awards, der uddeles
af internationale journalister i filmbyen Hollywood, kan betyde
succes ved verdensmesterskaberne i film, Oscar. Men det vil Bier
ikke tage stilling til lige nu.
"Nu vil jeg have lov til at nyde denne prise, men det kunne
selvfølgelig være dejligt med en Oscar-nominering," siger hun
til Ekstra Bladet.
'Hævnen' er et drama, der foregår i en idyllisk dansk provinsby og
i et krigshærget Afrikansk land. Både i den danske idyl og den
hårde afrikanske flygtningelejr kommer hovedpersonerne ud for en
situation, hvor hævntørsten tager over.
Kilde: EB.dk.
Kilde: Newspaq nyheder

